Valgforbund giver gode muligheder

Kommunalvalg i Furesø

Valgforbund giver gode muligheder

21. oktober 2009 14:08

Af Anne-Mette Hansen

Furesø: K, R, Liberal Alliance og Genforhandlingslisten er gået i valgforbund i Furesø. For Radikale Venstre er det synet på økonomien, som har fået partiet til at gå i valgforbund med blandt andet Konservative.

- Vi føler os meget i tråd med Konservative, når det gælder økonomien, og det signal vil vi gerne sende til vælgerne. Derfor er valgforbundet en god ide for os, og vi ser gode muligheder for mandatmæssigt at komme styrket ud af valgforbundet, siger den radikale spidskandidat Helle Katrine Møller.

I Liberal Alliance bliver valgforbundet ganske enkelt set som det bedst tænkelige udgangspunkt for valgkampen.

- Det er første gang, vi stiller op til kommunalvalget, og for os er det helt afgørende, at blive en del af det rigtige valgforbund, siger partiets spidskandidat Vibeke Hellmann.

- Det glæder mig, at de tre partier har opfattet mit budskab så klart, at de gerne ville have mig med i valgforbundet, siger Poul Bukbjerg fra Genforhandlingslisten.